Milton-modellen er en del af Neuro-Linguistic Programming (NLP) og er opkaldt efter den berømte hypnotherapeut Milton H. Erickson. Det er en sprogmodel udviklet af NLP-grundlæggerne Richard Bandler og John Grinder, der beskriver den indirekte kommunikation, som Milton Erickson var kendt for at bruge i sine terapeutiske sessioner.
Milton-modellen består af en række sproglige teknikker og mønstre, der er designet til at skabe en dyb forbindelse med en person, øge fleksibiliteten i kommunikationen og stimulere det ubevidste sind. Det bruges primært til at inducere trance-lignende tilstande og åbne op for kreative løsninger på problemer.
Her er nogle nøgleaspekter af Milton-modellen:
- Indirekte sprog: Milton-modellen bruger indirekte sprog, hvor betydningen af meddelelsen ikke er åbenlys eller eksplicit. Dette giver plads til personens eget ubevidste sind at udfylde betydningen og skabe deres egen oplevelse.
- Ambiguøsitet: Modellen anvender bevidst ambigue udsagn og sætninger, der kan fortolkes på flere måder. Dette skaber en form for tvetydighed, der kan engagere det ubevidste sind og stimulere kreativitet og refleksion.
- Anvendelse af metaforer: Milton-modellen omfatter brugen af metaforer og billedlige udtryk, der kan afspejle en persons oplevelser på en symbolsk måde. Dette kan hjælpe med at skabe dybere forståelse og nå frem til ubevidste ressourcer.
- Suggestion uden direkte krav: I stedet for at give direkte instruktioner eller pålægge meninger, bruger Milton-modellen subtile forslag og antyder muligheder for personen. Dette giver mere rum for personens egen beslutningstagen og empowerment.
- Overvældelse af sanser: Modellen bruger også overvældelse af sanserne, så personens opmærksomhed dirigeres internt, hvilket kan føre til en dybere tilstand af fokus og trance-lignende tilstande.
Milton-modellen er særlig nyttig til terapeutiske formål, da den kan hjælpe med at opbygge tillid, skabe en afslappet atmosfære og skabe positive ændringer på et dybere niveau i den enkeltes bevidsthed. Den bruges også i kommunikationssammenhænge, hvor fleksibilitet og evnen til at tilpasse sig forskellige personligheder og kommunikationsstile er afgørende.
6.2.6. META MODELLEN
Metamodellen i Neuro Lingvistisk Programmering (NLP) repræsenterer et komplekst sæt af kommunikative redskaber og teknikker, der er designet til at dykke dybere ned i sprogbrug for at afsløre og udfordre eventuelle generaliseringer, forvrængninger eller sletninger. Denne tilgang, udviklet af Richard Bandler og John Grinder, stræber efter at skabe en mere præcis og klar form for kommunikation. I dette afsnit kan vi valgt at skrive om de værktøjer, som vi synes er de vigtigste i Meta modellen:
I konteksten af generaliseringer er metamodellen designet til at afklare og specificere. Ofte forekommer udsagn i form af brede, uspecificerede generaliseringer, og dette kan føre til misforståelser. Metamodellen bruger præcise spørgsmål som “Hvem siger det?” eller “I hvilken situation?” for at opfordre til mere specifik information og undgå overgeneralisering.
Forvrængninger i sprogbrug indebærer en form for unøjagtighed eller overdreven beskrivelse af virkeligheden. Her træder metamodellen i kraft ved at kræve mere konkrete oplysninger. Spørgsmål som “På hvilken måde præcist?” tjener til at afklare og eliminere tvetydigheder.
Sletninger, hvor vigtige oplysninger udelades, udfordres også af metamodellen. Den anvender præcise spørgsmål som “Hvordan specifikt?” eller “Hvad var processen?” for at opnå de manglende detaljer og skabe en mere komplet forståelse af konteksten.
Præcision i sprog er en fundamental del af metamodellen. Dette indebærer en opfordring til at undgå vage og upræcise termer til fordel for mere specifikke udtryk. Ved at stille spørgsmål som “Hvad mener du med…” eller “Kan du give et eksempel?” opfordrer metamodellen til en nøjagtig og detaljeret kommunikation.
Metamodellen søger ikke kun at forbedre kommunikationen mellem mennesker, men også at øge bevidstheden om sprogbrug. Ved at udfordre og afklare sproglige unøjagtigheder bidrager metamodellen til en dybere forståelse og klarhed i kommunikationen.
Disse elementer af metamodellen illustrerer, hvordan denne tilgang i NLP stræber efter at skabe en mere præcis, detaljeret og effektiv form for kommunikation gennem en dybdegående analyse af sprogbrug og dets påvirkning på vores opfattelse af virkeligheden.
6.3. Watch: Ser, lytter, mærker og følger reaktionen – samler flere data
6.3.1. Submodaliteter
I Neurolingvistisk Programmering (NLP) refererer “submodaliteter” til underliggende detaljer eller kvalitative aspekter af vores sanseoplevelser. Disse aspekter spænder over visuelle, auditive, kinæstetiske, gustatoriske og olfaktoriske sanseoplevelser. Submodaliteter giver mere nuancerede oplysninger om, hvordan vi repræsenterer og opfatter vores erindringer og tanker.
Her er en opdeling af nogle almindelige submodaliteter inden for de forskellige sensoriske modaliteter:
Visuelle submodaliteter:
Størrelse: Er billedet stort eller lille?
Lysstyrke: Er det lyst eller mørkt?
Farver: Hvilke farver er til stede?
Klarhed: Er billedet klart eller sløret?
Bevægelse: Er der bevægelse i billedet?
Auditive submodaliteter:
Lydens volumen: Er det højt eller lavt?
Tonens højde: Er tonen høj eller lav?
Lydens varighed: Hvor længe varer lyden?
Retning: Hvor kommer lyden fra?
Kinæstetiske submodaliteter:
Tryk: Er fornemmelsen hård eller blød?
Temperatur: Er det varmt eller koldt?
Bevægelse: Er der nogen bevægelse i fornemmelsen?
Lokation: Hvor føler du det i din krop?
Gustatoriske submodaliteter:
Smagens intensitet: Er det stærkt eller mildt?
Textur: Er det glat eller ru?
Temperatur: Er det varmt eller koldt?
Olfaktoriske submodaliteter:
Intensitet: Er duftstyrken stærk eller svag?
Kvalitet: Hvordan beskriver duften?
I NLP bruges submodaliteter ofte i forbindelse med adfærdsændring og personlig udvikling. Ved at ændre disse underliggende detaljer i den måde, vi repræsenterer vores oplevelser mentalt, kan vi potentielt ændre vores følelsesmæssige reaktioner og adfærd. For eksempel kan at ændre størrelsen eller farven på et mentalt billede ændre den følelsesmæssige intensitet eller betydning, vi knytter til det.
6.3.2. Framing
“Framing” i Neurolingvistisk Programmering (NLP) refererer til den måde, hvorpå vi strukturerer vores oplevelser gennem mental repræsentation og sprog for at give dem en bestemt betydning eller kontekst (på dansk ”rammesætning”). Det handler om, hvordan vi opfatter og tolker begivenheder, tanker eller følelser baseret på den ramme eller kontekst, vi anvender.
Framing er afgørende, fordi det påvirker vores opfattelse af verden og vores reaktioner på begivenheder. NLP undersøger, hvordan man bevidst kan ændre rammer for at opnå mere ønskelige resultater eller ændre ens opfattelse af en situation. Her er nogle nøglepunkter relateret til framing:
Positivt vs. Negativt Framing: En begivenhed kan fortolkes forskelligt afhængigt af, om den præsenteres i en positiv eller negativ ramme. For eksempel kan en udfordring ses som en mulighed for vækst (positivt frame) eller som en hindring (negativt frame).
Ændring af Rammer: NLP-øvelser involverer ofte at eksperimentere med at ændre rammer for at ændre ens opfattelse og følelsesmæssige reaktioner. Dette kan hjælpe med at skabe mere positive og konstruktive måder at håndtere udfordringer på.
Metaframe: Metaframing refererer til at ændre rammer på et højere abstraktionsniveau. Dette indebærer at ændre den måde, som vi ser på vores egen og andres opfattelse eller fortolkning af en situation.
Sprog og Framing: Ordvalg og sprog spiller en afgørende rolle i framing. Det er vigtigt at være opmærksom på de ord, vi bruger, da de kan påvirke den måde, vi og andre opfatter en situation på.
Framing i NLP er tæt forbundet med tanken om, at det ikke er begivenhederne i sig selv, der afgør vores reaktioner, men snarere den måde, som vi kommunikere på, og som vi repræsenterer og fortolker disse begivenheder mentalt. Ved at ændre rammer kan man potentielt ændre ens egen og andres oplevelse og respons på verden omkring sig.