1.2 BAGGRUND

Der er mere end nogensinde brug for Den Fremragende Mellemleder – både i forhold til ustyrlige finanskriser, omstruktureringer, rekruttering, fastholdelse og uddannelsesbehov. Så hvem er han eller hun, der kan få andre med sig og som kan navigere i kaos med stadig skiftende krav og behov? Hvilken ledelsesstil har Den Fremragende Mellemleder? Hvilke træk går igen hos fremragende mellemledere i forskellige brancher og ledelsessituationer.

I denne bog udvikler vi ledelsesmodellen ”Den Fremragende Mellemleder”, der er en stærk model til at finde, indlære og anvende de lederegenskaber, som den moderne mellemleder netop nu har brug for som fremragende leder i en kaotisk og uforudsigelig hverdag. Og vi har valgt at fokusere på mellemlederen, da det er vores opfattelse, at virksomhedens allervigtigste ledelsesniveau befinder sig netop her. Her skabes fundamentet for virksomhedens resultater på godt og ondt. Med andre ord indkredser vi fællestrækkene i denne bog og giver et redskab for andre mellemledere til at lære, hvad der karakteriserer Den Fremragende Mellemleder, og hvad der skal til for selv at tilegne sig denne lederadfærd.

Vi har udviklet denne ledelsesmodel i fællesskab efter vores årelange videreuddannelse som ledere inden for Neuro Linguistic Programming (NLP).

Vi tog udgangspunkt i det, som vi forstår ved fremragende ledelse i dag. Hvad er kernen og krumtappen i rigtig fremragende ledelse, når vi ser, hører og mærker den, når den er allerbedst? Næste skridt var konkret at finde frem til, hvordan de bedste resultater skabes, og hvad den fremragende leder konkret gør til forskel fra den middelmådige leder? Til dette formål skulle vi bruge konkrete cases, virksomheder, organisationer og foreninger af kød, blod – fakta!